– Den sande avis

Kan en feminist spille på tromme?

1 min read

Lydafspiller

Her kan du høre artiklen læst op af en af vores journalister.

00:00 / 66:66

Dea følte at hun bevægede sig ind på mændenes territorium, når hun spillede musik.

27 årige Dea Marie er kvindelig percussionist og feminist. Hun troede i en periode, at hun bevægede sig ind på mændenes territorium, når hun spillede på instrumenter.“Jeg har på nogle tidspunkter tvivlet på, om jeg så havde ligeså meget ret som mænd og set det lidt på den måde, i hvert fald i nogle sammenhænge, at de vidste nok bedre, end jeg gjorde. Det var jo ligesom deres område det med at spille på instrumenterne, som jeg havde bevæget mig ind på.” fortæller Dea.

Mønsterbryder

Men hun brød ud af mønsteret og fandt ud af, at det hele bare foregik oppe i hendes hoved, og at hendes egne fordomme ikke var rigtige. På grund af sin usikkerhed om at føle sig dårligere end de andre mænd og andres fordomme, har hun altid været meget kritisk overfor sig selv og er meget opmærksom på at holde på sit eget værd. Hun kommer derfor også nogle gange selv til at være ekstra kritisk overfor andre kvinder, når de spiller musik. 

“Alle vores meninger, og det vi kan, har lige stor gyldighed ligemeget, om vi er kvinder eller mænd.” Dea mener, at vi kan skabe balance mellem kønnene i musikbranchen ved, at der kommer flere kvindelige musikere. Hun synes nemlig, at det er vigtigt at have nogle kvindelige rollemodeller i stedet for, at der kun er mænd, du kan se op til, hvis du for eksempel vil være guitarist. Hun synes nemlig, at det er lettere at spejle sig i sit eget køn og har derfor været med til at undervise på en jazzcamp for piger sammen med Jazz Danmark. De synes dog, at det er ærgerligt, at det er nødvendigt at holde en jazzcamp kun for piger, når man kunne holde en for alle. Men så længe at balancen i musikbranchen er så skæv, bliver der nødt til at være nogle tiltag, der virkelig rykker, fortæller Dea. “Folk er nogle gange fanget i deres fordomme”

Vant til mandejargon

Når man er kvindelig musiker, bliver man vant til at arbejde sammen med mange mænd, med mindre man tager et aktivt valg om kun at arbejde sammen med kvinder. Dea har vænnet sig til mændenes jargon og deres måde at være på. 

“Jargonen når man spiller sammen med mænd kan være lidt anderledes, sådan en øvelokale jargon, der kan godt blive sådan lidt ‘pik og patter agtig’. Altså den måde man joker på, og den måde man taler om tingene på kan være lidt anderledes, når man er mand. Og der kan man måske godt føle sig lidt udenfor, og det kan være lidt svært at gebærde sig i som kvinde, hvor man måske går lidt op i nogle andre ting.”

Da Dea startede på MGK i år 2009, var hun enlig kvinde ud af 13 musikere.“Mænd og kvinder har en lidt forskelligt tilgang til tingene, hvor mænd måske kan være en lille smule mere kort for hovedet, handle lidt mere på tingene og tale lidt mindre om tingene. I grove træk.”  Dea oplever sjældent fordomme om det at være kvindelig percussionist, fordi der ikke er særlig meget konkurrence på det område, da der ikke er særligt mange percussionister. Hvis nu hun for eksempel havde valgt at uddanne sig som guitarist, ville der have været meget mere konkurrence, og hun ville derfor have været oppe imod flere mænd. Hun tror, at hun ville have oplevet mere diskrimination og fordomme, hvis hun havde valgt at blive kvindelig guitarist.

“Der var en lærer på et tidspunkt, jeg skulle have ham som sammenspilslærer. Han havde så kigget ned over den liste med elever, der var på hans hold. Og ja, det var jo så en mand, der var lærer. Og så havde han set at “Nå der er jo kun en pige med, så hun er sikkert sanger”. Han havde slet ikke kigget på, hvad jeg spillede på, ‘fordi jeg var jo bare kvinde, så jeg sang jo bare’. Så han mødte op den første dag med noder til mig, så jeg kunne synge og noder til de andre, så de kunne spille. Så måtte jeg så fortælle ham, at jeg altså ikke var sanger. Og så var hele hans plan jo ødelagt”, fortæller Dea, “Men man kan jo godt forstå ham på en måde, for det er jo det, man ser hele tiden. Men man kan jo så også gøre noget for at bryde ud af de forestillinger, man nu har om det”.

Dea har spillet på instrumenter det meste af sit liv, fordi hendes mor også er musikpædagog. Da Dea Marie gik på Klejtrup Musikefterskole, var hun træt af, at hun kun kunne spille på lidt af hvert og ikke mestrede et bestemt instrument. Så da hun sluttede på sin efterskole, startede hun på Music College i Skive og begyndte at spille percussion for alvor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © All rights reserved. | Newsphere by AF themes.